Men her er alligevel grundbegreberne i skrabet sæbekassebil. Fire hjul, en styrebolt, en styresnor og et bræt at sidde på. Modellen her har endda også en bremse – unødig luksus.

Akslen til baghjulene er fast monteret. I dette tilfælde er det gjort uhyre solidt med en bolt hele vejen gennem sædet og akslen.

Det behøver ikke være gjort så voldsomt. Et par solide skruer gennem akslen og op i sædet burde være nok. Det kan være en ide at bore skruerne lidt skråt i. Altså bore to skråt den ene vej i hver side – ud ved hjulene. Og bore den tredje og sidste skrue i skråt den modsatte vej – midt på akslen.

Akslen til forhjulene monteres på et bræt, der forsynes med et hul i midten, så brættet og hjulene kan dreje. Sæt en bolt tværs ned gennem forenden af bilen og gennem brættet med akslen.

Sæt to møtrikker på, der spændes modsat hinanden. Så skruer bolten sig ikke løs under kørslen.

Til at styre med monteres en snor i hver sin ende af den drejelige aksel. Enkelt og velafprøvet koncept.